Udgivelser
|
. |
Forfatteren Jesper Lützhøft udsender sin 7. bog d. 28. november 2017.
Bogen er et langt digt - der dog er remixet, så det bliver til at holde ud at læse, og berører enkelte højdepunkter i et menneskeliv - ikke mindst døden der altid forestår.
Bogen har sine politiske øjeblikke, såvel som sine poetiske og teksten afbrydes med forudsigelige mellemrum af indskud fra højre side - distraktioner, ekkoer, impulser, refleksioner mm.
Bogens titel 'Venter på mig selv til slut', antyder en fortælling, og det er der på sin vis også i bogen, der dog mere er en lyrisk afbildning af et liv og en tid.
Bogen indledes med et citat af David Byrne, fra gruppen Talking Heads:
" Facts continue to change their shape/ I´m still waiting"
Således er der lagt op til både fake news, forskrivninger af virkeligheden, propaganda, selviscenesættelser, og alt det andet der hører til i vor tids virkelighedsudskridelser.
Bogen indledes således:
Tiden er en dreng der drømmer
Virkeligheden kan ikke verificeres
uden kontrolgrupper
Fortidens surrealistiske opløsning
til ikke-oplevet erindring
kan blive disse liniers resultat
Pris 150,- plus forsendelse (35 kr)
Bogen kan bestilles her eller ved ved at indsætte 185 kr. på Bankkonto 5379 0331503. Eller mobile Pay 22732790
Husk at skrive navn og adresse, så bogen kan blive fremsendt
Teksteksempel fra bogen:
Jeg indånder magnetisme
mens canceren er til technofest
Et sort punkt på domens loft
forsvinder op bag mit højre øje
i det øjeblik jeg lukker dem begge
i håbet om at opnå det klarsyn
jeg samtidigt ønsker at undgå
i forsøget på at huske disse linier
Trøster mig selv med denne linie
Måger cirkler om de japanske turister
der er faret vild i naturen.
Det ubevidste findes ikke
kun uopmærksomhed.
Sommerfuglen søger solen
som solsorten søger skyggen
Sorte fugle forstøver sig
mens kraners næb i byen
forfølger unge mennesker over hustagene
I´ve got the ublues so bad
himmelråber de som heliumballoner
til de vandret ynglende skyer
Som skovduer i natten knirker
mine hænders hud mod puden
Flageoletter og måger holder hinanden oppe
Vi udsteder flyveforbud til ravne
Uden heste ingen gråspurve
Fra tagryggen
falder duerne i lige linier
Livet er en flod der strømmer
Hiroshima var et smukt navn
Popsangenes parallelle tertser
giver mig kvalme
Gør mig til popsanger
og jeg lægger stemme til alt
tiden skiller pop fra bukke
politik fra oprindelighed
poprindelighed er virkelighed nu
je suis japonais
9 ud af 10 vil være noget ved medierne
alt andet end overset
For hver eneste der ser på dig
ser tusinder på en anden
Populære bliver disse linier aldrig
sløjfer bindes med pigtråd af guld
Det eneste du vil læse, er
et digt der handler om dig
Det eneste jeg vil skrive er
et digt, der handler om mig
Parallelle linier mødes aldrig
lader som om denne linie aldrig er skrevet
never the twain shall meet
Syndflodsmarker og kosmiske misforståelser
Gå ikke under englevingen
der kommer tåge
og guddommelig vind
Ordene kommer i glimt
der kun fastholdes
hvis jeg stirrer mig blind på nattehimlen
Intet øjeblik uden evig forglemmelse
Klynger mig til det der forsvinder
Lyn, bindingsværk, menneskelighed
selv glemsomheden ender jeg vel med at glemme
sammen med de tilbageblevne linier i statsbiblioteket
det regner med fjer
© 2011 – Finkultur.dk